Ferielejligheder i Bretagne
Centralt i dette smukke Bretagne udlejes 4 nyistandsatte (2007/2008) ferielejligheder indrettet i 3 kampestenshuse på en gammel gård, der kan dateres tilbage til 1600-tallet. Stedet hedder Runellou, ligger i ca. 300 m`s højde i særdeles fredelige, landlige omgivelser og med store, lidt vildtvoksende skovarealer i nærområdet. Herfra er der ca. 10 min`s kørsel til nærmeste by Plouray, ca. 40 km til kystbyen Lorient ved Biscayen og ca. 100 km til hovedbyen Rennes. Lufthavnen i Dinard ligger ca. 120 km væk. Et særdeles godt udgangspunkt for at opleve den helt specielle kultur og de mange seværdigheder i Bretagne.
Husene omkranser sammen med et lille kapel en hyggelig gårdsplads med en nostalgisk gammel brønd. Langs med husene er der sydvest-vendte terrasser med havemøbler. Det lille kapel er med til at understrege den rolige, afslappede atmosfære. Lejlighederne, der har hver sin charme og egenart, kan lejes hver for sig eller kombineres efter ønske. Stedet er særdeles velegnet til en større familieferie eller til en grupperejse. Der er 14 sovepladser (4 på sovesofa).
